Jesper Høvring: Om at komme frem i livet med positiv tænkning
Jesper Høvring har siden 2001 drevet sin egen butik på Frederiksberg, hvor han designer couture kjoler, som bæres af kvinder som Kronprinsesse Mary, Andrea Elisabeth Rudolph, Trine Dyrholm og mange andre. I dette personlige interview lærer vi manden bag de smukke kjoler at kende. Læs med og find ud af, hvilke strategier Jesper Høvring bruger for at leve sundt og hvordan han når sine mål med et "Fake It till You Make It"-princip.
"Hver gang du tænker noget pænt om andre, så sig det højt"
Jeg er grundlæggende et positivt menneske. Det er et valg, jeg har truffet. Det lyder måske banalt, men jeg mener, at det er noget, vi alle sammen skal blive meget bedre til. En simpel måde at skabe mere glæde i livet er ved at komplimentere de mennesker, du møder på din vej. Hver gang du tænker noget pænt om andre, så sig det højt! Det er de små ting, der betyder noget, og jeg lover dig, at den gode energi kommer tifoldigt tilbage.
"Jeg lever efter Fake It till You Make It-filosofien"
Jeg lever efter Fake It till You Make It-filosofien. Det er et princip om positiv tænkning, der går ud på at overbevise sig selv om, at man kan noget, man ikke umiddelbart tror, man kan. I stedet for at have ondt af sig selv, handler det om at bevæge sig hen imod, hvor man gerne vil være. Jeg lover dig, at det kan føre dig langt hen ad vejen.
"Man kan komme langt i livet med positiv tænkning"
Det er et rigtig godt eksempel fra mit eget liv lige nu med min datter, der netop har været igennem en preteen periode. Hun vågnede op sur de fleste dage, og derfor aftalte jeg med hende, at hun ville få fem kroner for hver dag, hun vågnede op med et smil på læben. I starten måtte hun anstrenge sig, men pludselig vender det, og den ægte glæde kommer helt ubevidst. Jeg er overbevist om, at man kan komme rigtig langt i livet med positiv tænkning.
"Når hverdagen ruller med to børn og job, er det rart at spejle sig i andre, der er samme sted i livet"
En af de vigtigste kilder til glæde i mit liv er mine relationer. Jeg elsker min kone og mine to børn. Jeg har også en stor vennekreds helt tilbage fra min folkeskole. Vi kender hinanden 'to the core' og er hinandens livsvidner. De seneste år har min kone og jeg også stiftet nogle stærke vendskaber gennem mine børns skoler. Når man har børn i samme klasse, har man pludselig en fællesnævner. At bo i samme lokalområde, deltage i forældrefester og have børn, der tilbringer tid sammen, binder en sammen på en helt ny måde. Når hverdagen ruller med to børn og job, er det rart at spejle sig i andre, der er samme sted i livet.
"Jeg er en social løber"
Jeg har været overvægtig hele min barndom, men det besluttede jeg mig for at ændre, da jeg blev 26. Jeg har faktisk altid dyrket meget motion, men jeg stoppede med at proppe mig med usunde fødevarer og tabte 30 kilo over en længere årrække. Mit vægttab er ikke raketvidenskab, men derimod en beslutning.
Jeg er en social løber, og vi er en lille gruppe, der løber sammen dagligt. Det er fantastisk, og vi får nogle rigtig gode samtaler, når vi er aktive sammen. Har du svært ved at komme afsted, så find nogen at være aktive med. Udover at få et socialt boost, vil det også gøre det meget nemmere for dig at holde fast i dine nye vaner. Allier dig med mennesker, du godt kan lide, og støt hinanden i hverdagens gode rutiner.
"Giv dig selv lov til at shine"
Som jeg er blevet ældre, ligner jeg min far mere og mere. Da jeg var yngre, ønskede jeg på ingen måde at være som ham, men når jeg ser på ham nu, er det med kæmpe respekt. Han holder sig i gang med alle mulige former for motion og er meget frisk af hans alder.
For mig handler sundhed og velvære slet ikke om at se yngre ud, men derimod om at have en frisk udstråling. Jeg er en smule forfængelig og gør meget for at have en frisk udstråling. Jeg bruger solcreme for at passe på min hud, olie i håret så det ikke bliver tørt, og jeg elsker at få lavet ansigtsbehandlinger.
"Derfor har jeg brug for at træde ud af min komfortzone"
For et par år siden besluttede jeg mig for at gøre noget godt for mig selv på det indre plan. Til hverdag har jeg kontrol over alt, hvad jeg laver, og derfor har jeg brug for at træde ud af min komfortzone. Derfor vil jeg udfordre mig selv og kaste mig ud i en situation, hvor jeg bliver tvunget til at slippe kontrollen. Dét må man sige, jeg gjorde, da jeg besteg Kilimanjaro sammen med PlanBørnefonden og vandrede 5.895 meter til Afrikas top uden bad. Det lykkedes mig at samle 105.000 kroner ind, hvilket jeg er virkelig stolt af, og i dag er jeg stolt ambassadør for Børneulykkesfonden og PlanBørnefonden. Det giver så god mening, at være med til at hjælpe udsatte børn.
Er du blevet nysgerrig? Følg Jesper Høvring på Instagram, hvor han deler ud af sin hverdag som kjoledesigner, og hvor du også snart kan følge med på hans rejse til Japan.