Karina Eg: Om kreativitet og fordybelse

Karina Eg er vores grafiske designer her hos Ro Copenhagen. Karina har en særlig sans for det visuelle og hendes kreative processer er til stor inspiration.

I en verden, hvor alting synes at gå stærkt, kan det være en udfordring at hengive sig til fordybelse. Læs med og få Karinas bud på, hvordan man kan sætte farten ned og sætte de kreative sanser igang i behagelige omgivelser.

Hvad betyder kreativitet for dig og hvordan kommer den til udtryk i dit hverdagsliv?

For mig, handler kreativitet ikke nødvendigvis om noget, du skaber. Kreativitet kan også være en anden måde at anskue- eller gøre ting på. Jeg har kreativiteten med mig i alt, hvad jeg laver både privat og på mit arbejde. Jeg tror, at kreativiteten er noget, der bor inde i mig.

Hvordan skaber du de bedste betingelser for at være kreativ?

Helt basale ting som god søvn og fysisk velvære giver mig de bedste betingelser for at tænke kreativt. Når jeg er i balance og prioriterer motion og god kost, så har jeg de bedste forudsætninger for at udfolde nye muligheder og se de kreative potentialer. 

I hvilke situationer føler du dig mest inspireret?

Min inspiration opstår ofte når der er ro omkring mig. Inden jeg går i gang, laver jeg det altid hyggeligt omkring mig med stearinlys, te og dejlig musik. Hvis jeg ikke søger inspiration gennem fordybelse, så lader jeg mig inspirere i samværet med andre mennesker. Jeg oplever at åbenhed og samtaler med andre, kan skabe nye inspirerende tanker.

Vi lever i en verden, hvor alting synes at gå så stærkt. Hvad er dit bedste råd til at sætte farten ned og fordybe sig i øjeblikket?

Mit bedste råd er at være opmærksom på dine sanser. Træn dem og bliv bedre til at bruge dem. For mig er mine sanser et redskab, jeg har lært at stole på. Mine sanser giver mig glæde og en følelse af ro.

Hvor opstår glæden i dit arbejde som grafisk designer?

Jeg elsker at dykke ned i universer og skabe lige præcis det, som definerer mine kunder og styrker dem i deres kommunikation. Og så elsker jeg oplevelsen af at have designet noget, der føles rigtigt. For eksempel når farver og former går op i en højere enhed!

Find mere om Karina Eg her:

https://www.karinaeg.dk/

@eggrafisk