Pernille Skall: Om sammenhængen mellem krop og sind

Mød kropsterapeut, foredragsholder og underviser Pernille Skall. Pernille arbejder med at skabe balance og forståelse for sammenhængen mellem krop og sind. Læs med og bliv klogere på, hvordan du kan praktisere selvkærlighed og give slip på fortiden.

Hvordan vil du definere dét at være i balance, og hvordan skaber du den i dit liv?

For mig handler balance om at kunne slippe frygten for ikke at være god nok, uanset. Det handler om at sætte sig selv fri, turde sætte grænser, turde blive afvist, turde møde livet med kærlighed, medfølelse og tillid. 

Som kropsterapeut anskuer jeg krop og sind som en integreret helhed, der reagerer på både indre og ydre omstændigheder. Det vi tænker og føler, har en umiddelbar virkning på vores fysiske sundhed, ligesom det der opleves i kroppen, også kan påvirke vores mentale tilstand. Balance handler for mig om to centrale ting: at bekræfte livet og være parat til at satse på sig selv 100 procent.

Step 1 - Bekræft livet

Første step er at acceptere vores barndom, god som dårligt. For at kunne være i nuet, må vi lære at slippe kontrollen over hvad der var engang.

Vi kan bruge barndommen til at forstå os selv bedre, men for at opnå balance i nuet, må vi også give slip. Brug kærligheden og taknemmeligheden til at forløse dig selv som offer fra fortiden. Du har evnen til at skabe de relationer du ønsker i dit liv, og dét kan i sig selv være et kæmpe skridt at indse. En sådan selvindsigt indebærer nemlig, at du må tage ansvar for dit eget liv.

At være i balance handler ikke om at nå et specifikt mål, men derimod at afstemme med sig selv løbende og turde handle på sin mavefornemmelse. Beskæftiger jeg mig med det rigtige? Holder jeg mig tilbage for noget jeg drømmer om? Omgiver jeg mig med mennesker, der giver mig god energi?

Step 2 - Sats på dig selv

Inden du kan være noget for andre, må du skabe et stærkt bånd til dig selv. Bliv god til at drage omsorg for dig selv, både fysisk og mentalt. Det hele starter med ærlighed! At leve livet så ærligt som muligt, vil sige at leve i overensstemmelse med den du selv er. Vores drømme og personligheder er ikke ens, så hvad der er rigtigt for andre, er ikke nødvendigvis rigtigt for dig. Husk det.

Jeg øver mig meget i at være taknemmelig for mig selv, helt ubetinget. Det gør jeg ved at vide, at jeg har mig selv, at jeg støtter mig selv, og er der for mig selv. Helt uden at dømme. Det der kan stresse mange af os, er når virkeligheden ikke matcher vores forventninger. Jeg tror derfor også at vi må øve os i at se livet som det er. Livet er simpelt. Det er som det er.

På trods af gode intentioner bliver man somme tider fanget af hverdagens travlhed. Hvordan bevarer du roen og hvad gør du når du kommer i ubalance?  

Selvom hamsterhjulet ruller i hverdagen, så prioriterer jeg altid mine rutiner. Mit arbejde handler meget om at give, og derfor er det ekstra vigtigt at finde balancen mellem at give og modtage. Jeg bruger yoga, åndedræt og meditation, som redskaber til at vende kærlig energi indad. Yogaen har den fine evne, at den skaber et nærvær med mig selv. I dette nærvær med min krop er det nemmere at mærke, hvordan jeg har det, og rumme mig selv. Dét at prioritere mine behov, er helt væsentligt for at skabe indre ro.

Når det så er sagt, så er jeg også bare et menneske, der kommer ud af balance engang i mellem. I stedet for at brokke mig over at være i ubalance, så accepterer jeg situationen som den er, og spørger mig selv: Hvad skal jeg ændre, og hvad har jeg behov lige nu? Selvbevidsthed er meget vigtigt for mig, og jeg finder svarerne i roen og stilheden.

Selvkærlighed kan være vigtigt for at skabe balance mellem relationen til sig selv og andre. Men selvom man har denne bevidsthed, kan det være svært at praktisere det selvkærlige.

Hvordan praktiserer du selvkærlighed?

For mig er selvkærlighed at elske sig selv ubetinget. Selvom det kan lyde banalt, så oplever jeg gennem mit arbejde som kropsterapeut, at der sker et vendepunkt når folk føler de er værd at elske. I selvværdet ligger en selvrespekt, der gør, at vi synes vi er værd at gøre noget for. Vi begynder at give os selv god mad, bevæge os og tænke mere positivt. 

Vi skal leve med os selv hele livet, og på den måde bliver selvkærlighed hele essensen. Først når vi tør omfavne vores egen sårbarhed, kan vi elske os selv, og finde nøglen til en balanceret tilværelse.

Jeg praktiserer selvkærligheden, ved at tage tid til mig selv. Uden mig-tid ville jeg tabe kontakten til min krop og mig selv. Jeg kan sagtens finde på at dyrke selvkærlighed på at ydre plan; få massage, gå i spa, løbe en tur, eller være sammen med mennesker jeg elsker. Jeg ser disse ting som noget der giver mig velvære og ”krydderi” i mit liv, men den vigtigste form for selvkærlighed for mig eksisterer på et indre plan. Noget så simpelt som at tage et kort øjeblik i løbet af dagen, hvor jeg retter opmærksomhed mod mit åndedræt, er en af de bedste måder at praktisere selvkærlighed på, hvis man spørger mig!

Åndedrættet er tilgængeligt hele døgnet, så prøv at rette din opmærksomhed mod det. Mærk din vejrtrækning helt inderligt. Måske tager det dig et par vejrtrækninger, før luften kan bevæge sig helt roligt. Men når den gør det, føles det frit, og lige præcis hér i dit eget nærvær, har du balancen.

Har du et selvkærligt ritual du vil dele med os?

Hver morgen sætter jeg mig ned og skaber et rum for mig selv. Det tager cirka 15. min og jeg håber, at du, kære læser, vil prøve det af.

  1. Tænd et lys. Sid eller læg dig behageligt.
  2. Placer din hånd på dit hjerte, og forestil dig, at du trækker vejret gennem dit hjerte.
  3. Fortæl dig selv: Jeg elsker mig selv. Sig det gerne højt. Mærk ordene lande i dig. Tro på dem.
  4. Tune ind på dig selv: Hvilke følelser er på spil, og hvad har jeg brug for i dag?
  5. Slut af med taknemmelighed. Prøv at finde de helt små ting frem. Jeg lover dig, at der er meget mere at være taknemmelig for end, hvad du lige går og tror. Oplev, hvordan noget så simpelt som taknemmelighed, kan være en af de mest givende følelser som resten af din dag kan bygge på.

Find mere om Pernille Skall, hendes foredrag og arbejde med kropsterapi her https://www.smoon.dk/ 

Ro handler om at tage sig tid til at mærke efter. Overveje, hvordan man vil leve sit liv. Turde gøre det. Tænke positivt. Være i nuet.