Josephine Bredsted: Om selvkærlighed
Josephine Bredsted er kreativ konsulent og stifter af Legue, som er et selvkærligheds-movement. Hos Ro Copenhagen tror vi på, at selvkærlighed er en vigtig nøgle til at skabe indre ro. Selvkærlighed kan lyde simpelt, ja nærmest banalt og alligevel underprioriterer vi den, så snart hverdagen ruller. Vi må derfor være nysgerrige på os selv og på den forandring vi vil drive - for hvad betyder selvkærlighed egentlig og hvordan holder vi fast i den?
For at blive klogere på dette har vi startet en samtale med Josephine Bredsted, der fortæller om konsekvenserne ved at glemme at passe på sig selv. Læs med og lad dig inspirere til et sundere liv med mere selvkærlighed.
Mit personlige vendepunkt
For 6 år siden startede en personlig rejse inden i mig, som jeg på daværende tidspunkt ikke engang vidste var begyndt. Jeg havde netop taget beslutning om at bryde med et job, fordi jeg ikke trivedes i det. Alt på papiret var perfekt, og jeg var endda rigtig god til jobbet, men jeg følte mig ulykkelig. Jeg havde en konstant følelse af at skulle spille en rolle for at passe ind.
Beslutningen om at sige mit job op var på mange måder et vigtigt skridt i retningen mod mere selvkærlighed. Men som du sikkert selv kan genkende, så er det meget nemt at falde tilbage i gamle vaner, i starten af en forandring. Derfor gik der heller ikke lang tid før jeg endte i et lignende job, hvor jeg blev mødt af de samme følelser og udfordringer. Dog var der noget inde i mig, der var en smule forandret. Jeg kunne ikke længere gå på kompromis med situationer jeg tidligere blot overså. For første gang begyndte jeg at arbejde med mig selv. Indtil nu havde jeg undertrykt den jeg i virkeligheden var, for at passe ind i mine omgivelser, i håbet om at modtage den kærlighed jeg så desperat søgte. Et nyt kapitel begyndte på min rejse, og det handlede om selvkærlighed. Jeg ville arbejde for at finde ro i at være mig selv.
"Den kærlighed jeg søgte, var lige her hos mig"
Jeg begyndte at undersøge forskellige spirituelle praksisser som: yoga, åndedrætsøvelser, kropsbehandlinger og coaching. Herigennem ønskede jeg at opnå en dybere kontakt med mig selv. Ved at arbejde med min krop og mit sind på daglig basis, med meditation og bevægelse, fandt jeg noget helt særligt… nemlig mindre indre stemme, også kaldet min intuition, som vidste lige præcis hvem jeg var. Jeg vil beskrive intuition som en fornemmelse eller en duft, der minder om noget virkelig velkendt. Det er som at dykke ind i en stemning, der føles meget tryg. Ved at rette mit fokus fra den ydre verden til mit indre, blev jeg virkelig bevidst om, at den kærlighed jeg søgte, var lige her hos mig. Derfor er selvkærlighed blevet min livspraksis til at få et bedre liv. Jeg ønsker for alle at opdage, at det vi søger findes lige her hos os selv.
"Man kan ikke lave en liste over selvkærlige ritualer"
Fra mit perspektiv har selvkærlighed ikke noget at gøre med, hverken rutiner eller sundhed. Selvkærlighed er meget mere end bare at spise en lækker smoothie til morgenmad. For hvis du spiser den smoothie, på baggrund af et ideal om at se ud eller være på en bestemt måde, har det intet med selvkærlighed at gøre.
Selvkærlighed handler om at møde sig selv med ubetinget accept og kærlighed, uanset hvor eller hvem man er. Det er en kognitiv måde at arbejde med sin selvopfattelse på, hvor man møder sig selv med kærligt nærvær.
Hvis meditation giver dig rum til at møde dine tanker med blødhed og uden fordømmelse, så er det en god selvkærlig praksis at udføre. Men hvis det bare er endnu et punkt på din TO-DO liste, så du kan leve op til den perfekte illusion, så er det ikke selvkærligt! Derfor kan man heller ikke lave en liste over, hvad der er selvkærlige ritualer. Der er mange forskellige handlinger, der kan hjælpe dig med at kultivere rummelighed og kærlighed: nærvær med dine børn, varme bade, 10 minutters stilhed i sengen når du vågner, nærhed med naturen, at være kreativ eller at danse. I virkeligheden er det kun når du mærker ind i dig selv og er ærlig overfor dig selv, at du finder dine selvkærlige rutiner.
Jeg fandt mine egne selvkærlige ritualer ved at prøve en masse forskellige praktiser af og derefter vurdere, hvilke jeg kun gjorde af pligt, og hvilke der derimod inspirerede mig til mere selvkærlighed.
"Jeg er et morgenmenneske"
Dengang jeg fik et job med meget ansvar og lange dage, startede jeg min dag med faste morgenrutiner. Det var svært for at finde tid til at skabe kontakt med mig selv i løbet af dagen, og da jeg er et morgenmenneske, var det oplagt at stå lidt tidligere op, og bruge morgenen på at sætte en god intention for dagen. For mig har selvkærlighed aldrig været noget der er kommet naturligt. Det er en muskel, jeg har brugt lang tid på at træne før jeg kunne mærke kærligheden vokse. Det er meget nemmere for mig at ty til selvhad og dårligt selvværd – begge egenskaber, der gør det svært at skabe sunde relationer og et godt liv.
Derfor begyndte jeg min morgen med at bevæge min krop. Dejlige udstræk eller hvad jeg lige havde brug for. Det var min måde at forløse nattens tilstand og sætte gang i åndedrættet. Herefter sad jeg i stilhed og mediterede. Det kunne både være en meditation jeg selv lavede eller en guided meditation, jeg lyttede til. Herefter tog jeg mig god tid til at spise morgenmad. Jeg har endnu ingen børn, og jeg ved hvor stor en luksus det er at have tid til mig selv! For at nå alt dette, inden jeg skulle ud ad døren, stod jeg op klokken 6.00 hver dag. På daværende tidspunkt var jeg chef og ansvarlig for mine medarbejderes trivsel. Derfor blev jeg nødt til at være noget for mig selv, inden jeg kunne være noget for andre.
I dag er jeg selvstændig og min morgen ser derfor anderledes ud. Det er vigtigt, at en selvkærlig praksis er flydende med ens liv, og ikke bliver en rigid regel - for så er den ikke længere selvkærlig. Jeg kan f.eks. ikke forstille mig noget værre end at stå op og løbe en lang tur, men for andre er det et kærligt rum af frihed. I dag står jeg op, spiser morgenmad, lytter til en podcast og ruller langsomt ind i dagen. Efter frokost bevæger jeg mig og mediterer. Dér hvor jeg er lige nu i mit liv, føles denne rutine mest kærlig og det lytter jeg til. Jeg nyder stadig med stor glæde min smoothiebowl, men med efteråret har jeg også brug for mere varme. Derfor er smoothien til tider skiftet ud med havregrød eller skåret frisk frugt.
"For mig har selvkærlighed aldrig været noget der er kommet naturligt"
Selvkærlighed handler om at møde sig selv med accept og kærlighed, uanset hvor man er i sit liv. Det handler om at slippe sine tanker og være til stede i nuet. Livet er kun det øjeblik som findes lige nu og ved at leve lidt langsommere, kan vi mærke det som gør os unikke og autentiske.
Find det fine Inner Peace Hjerte Chakra vedhæng, der netop symboliserer selvkærlighed lige her.
Hvis du vil vide om, hvordan du bringer selvkærlige ritualer ind i din hverdag, kan du signe dig op til The Self-Love Journey. Her vil du finde Josephines lækre smoothie opskrift, tips til selvkærlige bøger og meget mere. Ellers kan du følge Josephines inspirerende selvkærlige univers på instagram @josephinebredsted.